Change language

"Vi skal fejre Københavns rene havnevand"

  • GivRum - City Link Festival i Sydhavnen
  • GivRum - City Link Festival i Sydhavnen
Årets City Link Festival udforskede både det nye og gamle Sydhavnen med alt fra synkronsvømning til byvandringer.

INTERVIEW | 29. november 2017

City Link er en international festival, der fokuserer på byudvikling. Festivalen har tidligere fejret byer som Hamborg og Edinburgh, og i september 2017 kom turen til København. Nærmere bestemt Sydhavnen. 

Festivalen er iværksat af non-profit-organisationen GivRum, der arbejder med at puste nyt liv i det offentlige rum.

Kulturhavn365 støttede fire events under festivalen: synkronsvømningseventet "The Underwater Ballroom", "Silent Disco", gåturen "An Audio Walk in Our Sho(r)es" og kunstperformancen "Harbouring Feelings". Vi møder Carol Hayes og Luiza Scalco fra GivRum efter festivalen for at høre, hvordan de fire havneevents forløb. 

København er en smuk by med en masse blå rum og interessant havneudvikling. Vi ønskede også at fejre, at havnevandet er rent. 

- Luiza Scalco, GivRum

Hvad fascinerer jer ved Sydhavnen?

Carol: Sydhavnen er i hastig udvikling. Der bliver bygget, hvorend du kaster blikket. Det er samtidig et område, der rummer to dele: det gamle og det nye. Skellet mellem de to halvdele er ret stort, både fysisk, socialt og økonomisk. Festivalens tema i år var at bygge broer: mellem de to områder, mellem beboerne i Sydhavnen og mellem Sydhavnen og København. 

Luiza: Vores events udspillede sig steder, som selv københavnere ikke kendte til. Vi fik interessant feedback fra folk, der havde en oplevelse med at udforske byen - inklusive lokale fra Sydhavnen.

Carol: Der er de åbne vandområder, men også mere afskærmede rum, der lægger op til intime performances. Det var spændende at fremvise nogle byområder, som selv lokale ikke har besøgt før. Omvendt gav det også udfordringer med at få folk til Sydhavnen, særligt i slutningen af september. Det hjalp at inkludere disse events i en større festival. Dermed blev folk motiverede til at tilbringe en hel dag i Sydhavnen.

Har I mødt nogen udfordringer undervejs?

Luiza: Det er altid svært at trække folk udenfor og få dem til at interagere med omgivelserne og vandet. Vi tog chancen, hvilket er den eneste mulighed, når du vil lave udendørs events i København. Danmark er ikke kendt for sit gode vejr. Vi omfavnede det faktum og havde det sjovt med det. Vi kan ikke blive indenfor hele året. 

Carol: Selvom det var gråvejr, var folk stadig interesserede og eventyrlystne nok til at tage til Sydhavnen og se, hvad der skete.

Hvad ville I gøre anderledes, hvis I skulle gøre det igen?

Carol: I fremtiden kunne vi have gavn af flere lokale forbindelser til havnespecifikke organisationer. Eksempelvis roklubber. Det kunne styrke den lokale fortælling yderligere. 

Hvordan har I brugt Kulturhavn365?

Luiza: Vi fik ikke kun midler gennem Kulturhavn365, men også synlighed og opbakning. Vi følte, at Kulturhavn365 troede på vores events, selvom de var lidt skøre. 

Carol: Mange puljer dækker kun materialeomkostninger. Kulturhavn365 gav os mulighed for at honorere de kunstnere, der var tilknyttet projekterne. Det viser, at Kulturhavn365 værdsætter kultur og den tid, det tager at skabe det. 

Luiza: Det var også vigtigt, at vi kunne eksperimentere med en prototype på en ide. Nu kan vi tale om at føre projekterne videre, fordi vi kan vise, at det faktisk kan lade sig gøre. Vi fundraiser blandt andet til "The Underwater Ballroom", som vi gerne vil rykke til andre nordiske byer med rent havnevand.