Change language

"Jeg vil gerne lave poetiske billeder til folk"

  • Christian Liljedahl
  • Christian Liljedahl
  • Christian Liljedahl
Havnekulturpuljen har støttet Christian Liljedahls blomsterbøje, som spreder kulør i vandkanten.

INTERVIEW | 5. september 2017

Christian Liljedahl har skabt kultur i Københavns Havn i over 10 år. Siden 2008 har han været tilknyttet kunstnerkollektivet Illutron, som arbejder med teknologikunst og interaktiv kunst.

Eftersom gruppen holder fysisk til på et skib, ligger det lige for at bruge havnen som udgangspunkt for eksperimenter. Illutron hjælper også andre kulturaktører med at komme i vandet. Eksempelvis har de en kran, som har fået mange andre projekter ud at sejle. 

Det er fantastisk, at vandet er den der åbne scene. Det blanke lærred, som man kan gøre noget ved.

Vi møder Christian en septemberdag på Illutron, hvor han planter nye blomster i den såkaldte "blomsterbøje". Ideen udspringer af en brainstormsession med en kunstnerkollega. Temaet lød: Hvilke poetiske projekter kan vi lave i havnen? Et af svarene var flydende blomster.

Hvorfor skal der et blomsterbed ud på vandet?

Blomster ude på vandet er umiddelbart svært, fordi de dør. Blomster kan ikke holde til saltvand, så hvis vi kan overkomme det, kan vi lave noget rigtigt poetisk.

Jeg vil gerne lave noget, som folk kun læser om i bøger. Poetiske billeder og overraskelser, som gør, at folk måske kommer til at tænke lidt ekstra over verden. Jeg lavede på et tidspunkt et sejlende badekar, hvor jeg tog bad, mens jeg sejlede rundt i havnen. Den allerbedste kommentar, jeg netop fik på det, var en, der så det og sagde: ”Det der er jo sådan noget, man kun læser om i bøger”.

Et år tog jeg et gammelt sejlskib og lagde ned på bunden af havnen. Inde på kajen var der en knap, man kunne trykke på. Når man trykkede på knappen, blev båden fyldt med luft og kom op af vandet. Den lå et øjeblik og sank så ned og forsvandt igen. Jeg har en ingeniørbaggrund og bruger selvfølgelig noget af min ingeniørviden til at få sådan noget til at lykkes. Men det er det poetiske i det, der er vigtigt. Det at lave noget, der normalt ikke kan lade sig gøre.

Hvordan har processen været?

Det viste sig at være svært at få lov af de lokalplanansvarlige til rent faktisk at lægge noget i vandet. Det tog så lang tid, at vi skubbede projektet et år mere. Fordi jeg havde et år til at tænke over det, kom der en ingeniørvinkel på det, som var: ”Hvad nu, hvis vi kan lave en snedig vandingsløsning?” Så var det i virkeligheden det, der tog enormt meget tid og en hel masse eksperimenter.

Desværre viste det sig, at det materiale, jeg havde lavet den af, ikke var godt nok. For at få afsluttet projektet er jeg vendt tilbage til den oprindelige ide, som egentlig bare handler om at lave et blomsterbed ude på vandet.

Hvad skal der ske med blomsterbøjerne nu?

Planen er, at de ting, jeg har plantet her, gerne skal kunne leve i hvert fald et år. Jeg tænker, at den skal blive liggende her ved siden af Illutron.

Der er faktisk også en anden version, jeg gerne vil lave, hvis jeg synes, jeg får tid til det. Denne her blomsterbøje er flad og lav. Jeg vil rigtigt gerne lave en, der er tre meter høj og så bare har én blomst i toppen. Det kan være, jeg gør det alligevel på et eller andet tidspunkt. 

Har du andre projekter linet up?

Jeg har et projekt, som handler om at lave undervandskameraer. Lige nu er det i den fase, hvor det er virkelig svært og kompliceret. Det har nogle teknologiske udfordringer. 

En god lektie at have med fra disse blomsterbøjer er, at det er fint, at projekterne får lov at tage en tur ud i universet. På et eller andet tidspunkt finder man tilbage til kernen. Så finder man ud af, hvad det er for en ide, der skal spire og gro.