Change language

"Havnen er kombinationen af kultur og natur"

  • Kunstner Maj Dørup
    Foto af Palle Vedel
Kunstneren Maj Dørup afholdt en workshop, hvor familier kunne bygge babyhvaler ud af affald fra havnen.

INTERVIEW | 28. september 2017

Maj Dørup nyder at arbejde med tredimensionelle værker. Hun har blandt andet bygget en stor hval af hårdt plastikaffald, som er blevet udstillet på en tømmerflåde ved Kayak Bar.

En formiddag i september 2017 afviklede Maj et familiearrangement med støtte fra Kulturhavn365. 

Ved workshoppen kunne store og små give sig i kast med at bygge deres egne hvaler ud af hønsenet og plastikaffald. Materialerne havde Miljøkajakken fisket op fra Københavns Havn. 

Hvordan har du fået ideen?

Jeg så et program fra Norge, hvor en sjælden hval var omkommet, fordi den havde spist så meget plastikaffald. Jeg opdagede, hvor meget plastik der faktisk er ude i havet, og det blev jeg rigtigt berørt af. Jeg fik sådan en følelse af, at "det kan simpelthen ikke passe", og så fik jeg trang til at skabe noget, som handler om det problem. Jeg tror, kunst kan tale til vores følelser og give en sanselig oplevelse. 

Vi ved alle sammen godt, at plastik ikke er godt for havet. Men at stå foran en kæmpe bunke plastik, der er fundet i Københavns Havn, tror jeg på kan gøre et særligt indtryk på os.

Jeg håber, at dette projekt kan sætte fokus på at leve i byen, mens vi tager hensyn til hele det miljø, som er rundt om os.

Hvordan fik du et samarbejde med Miljøkajakken?

Kulturhavn365 har sparret med mig om projektet. De anbefalede mig at tage kontakt til Miljøkajakken. Vi vil gerne det samme, nemlig minimere al plastikaffald, der ligger i vandet. Vi har bare forskellige måder at gøre det på. Jeg laver en skulptur, og de laver kajakture. Ved at udstille hvalen og lave workshop med Miljøkajakkens fundne materialer får de også fokus på deres projekt. Det er en win-win-situation.

Hvorfor har du valgt havnen?

Havnen er kombinationen af kultur og natur. Havnen er forbundet til det store hav, og det er indbegrebet af København. Hvis man tænker "København", tænker man straks på alt det vand, der er. Det er noget helt særligt. Vandet er også et symbol på følelser og det emotionelle. Alt det, vi ikke kan se under overfladen, er mystisk og dragende. Som naturligt element er det fantastisk, hvordan det flyder igennem den menneskeskabte by.

Hvilke forberedelser har der været?

Umiddelbart tænker man: "Jeg laver bare lige en workshop", men i dette tilfælde har alt skulle gøres fra start. Det har især krævet meget tid at finde det sted, hvor workshoppen skulle afholdes, og hvor hvalen skulle udstilles. Derudover skulle plastikken indsamles, rengøres og klargøres, og det var der også et rimeligt stort arbejde i. 

Har du gode råd til andre, der vil skabe kultur i havnen?

Det er en vildt dejlig følelse at lave noget, hvor man føler, at man bidrager til noget, som er større end en selv. Det har været rigtigt fedt og inspireret mig til at lave flere ting, som har et sigte, hvor man vil gøre noget godt for en sag. Det vil jeg anbefale, at man tænker over: Hvad er det, du vil med din kunst?

Hvordan har du brugt Kulturhavn365?

Kulturhavn365 har støttet mig økonomisk og moralsk igennem det hele, og det har været fedt at mærke en oprigtig opbakning og hjælp til, hvordan man kan få ens ide realiseret. Det har også været meget betydningsfuldt, at København vælger at støtte initiativer. Ikke kun de store initiativer, men også initiativer fra enkeltpersoner, der har brug for mikrolegater.